Jeg købte min De’Longhi KG79-kaffekværn i Finland for længe siden. Og tro det eller ej, den forbandede ting virker stadig.
Ja, selvfølgelig gør den det. Jeg har nemlig ikke brugt den særlig meget, primært fordi jeg hader at bruge den. Det er næppe nogen ros af holdbarheden. Måske er motoren usædvanlig robust, måske ikke, men jeg vil bestemt ikke drage konklusioner om byggekvaliteten ud fra, at en kværn, jeg helst undgår, stadig virker.
Det er ikke, fordi KG79 ikke kan male kaffe. Det kan den. Problemet er stort set alt omkring den funktion: materialerne, betjeningen, opsamlingsbeholderen og frem for alt rengøringen. Det er imponerende, hvor mange måder en så simpel maskine kan finde på at irritere mig på.
Ser smart ud, men plastikken er elendig
Jeg vil godt give KG79 lidt ros for udseendet. Det kantede design og den metallignende overflade kan se ganske smart ud, især i et køkken med blanke apparater i rustfrit stål. Men de blanke flader samler fingeraftryk, og plastbeholderne til den malede kaffe får ridser latterligt nemt. Så måske ser den smart ud, men de dele, man håndterer regelmæssigt, gør det ikke længe.
Der er én detalje, jeg faktisk godt kan lide: det røgfarvede plastlåg over bønnebeholderen. I modsætning til et helt klart låg beskytter det bønnerne lidt mod lys. Det giver mening. Beholderne til den malede kaffe er derimod en helt anden sag.
Disse beholdere fik synlige ridser efter meget lidt almindelig håndtering. Jeg taler om små bank, stød, opvask og aftørring, som en løs del af en kaffekværn burde kunne tåle. Ridserne kom for mange år siden, og plastikken revnede til sidst. To beholdere er gået helt i stykker og splintret, og den nuværende har allerede et afslag.
Det er ikke dele, der har overlevet årelang mishandling, før de gav op. Efter min erfaring er plastikken simpelthen for dårlig til den daglige brug, den skal klare. Særligt skuffende ved noget, man skal tømme og rengøre regelmæssigt.
Begge drejeknapper er forfærdelige
Begge indstillingsknapper, en til formalingsgrad og en til kaffemængde, har en klistret, gummibelagt overflade. De virker som magneter for alt støv og snavs i køkkenet. Selv det at tørre dem af er irriterende, fordi alt hænger fast. Hvem der syntes, det var et godt materiale til en kaffekværns betjening, forstår jeg ikke.
Knappen til kaffemængde har et andet problem: indstillingen føles upræcis. Den mangler de tydelige, mærkbare klik, jeg ville forvente, så det er unødigt svært at ramme præcis den samme indstilling igen.
For en god ordens skyld sidder knapperne ikke mekanisk fast. Gummioverfladen er klistret, mens mængdejusteringen er upræcis. To forskellige irritationsmomenter, praktisk samlet i samme betjening.
Den maler kaffe. Det er ikke problemet.
KG79 har 16 formalingsindstillinger, og motoren klarer stadig den grundlæggende opgave med at male bønner. Den del af maskinen har jeg ikke nogen større klage over.
Den larmer også ret meget. Jeg ville bestemt ikke bruge den tidligt om morgenen, mens andre sov. Men elektriske kaffekværne larmer, og jeg vil ikke foregive, at denne er noget helt særligt elendig, bare fordi man kan høre den arbejde.
Hvis jeg vil vide præcis, hvor meget kaffe jeg bruger, vejer jeg den hellere end at stole på den upræcise mængdeknap. Det er ikke verdens undergang i sig selv. Problemet med KG79 er, at irritationsmomenterne hober sig op, og det værste kommer, når den skal rengøres.
Rengøringen er noget værre bøvl
Beholderen til malet kaffe er en høj, smal, næsten firkantet plastkasse. Fint kaffestøv og statisk elektricitet får kaffe til at hænge fast på indersiden, så selv efter lidt banken kan der sidde rester tilbage. Statisk elektricitet er ikke usædvanligt i kaffekværne, men beholderens form hjælper ikke.
At vaske den er én ting. At tørre den bagefter er der, hvor det bliver helt absurd. Åbningen og formen gør det svært at komme ind med en klud, endsige nå hjørnerne. Jeg synes selv, jeg har ret smalle hænder og fingre, men jeg kan ikke engang nå bunden uden at få hånden i klemme. Det er en simpel plastbeholder, for pokker. Jeg burde ikke skulle kæmpe med den for at få den ren og tør.
Og beholderen er ikke engang det værste. Rummet, hvor den sidder, har en besværlig fordybning, hvor malet kaffe samler sig. Man kan se resterne, men det er unødigt vanskeligt at komme ordentligt ind og fjerne dem.
Der er også en åbning under maskinen, hvor løs kaffe kan ende på køkkenbordet. Rengøring kan derfor betyde, at man må løfte kværnen, banke på den og tørre det op, der er faldet ud nedenunder. Så meget for at holde kaffen inde i maskinen.
Læg dertil de let ridsede overflader, fingeraftrykkene og de forfærdelige støvsamlende knapper, og man har en maskine, der er irriterende at gøre ren fra næsten alle sider. Jeg spekulerer alvorligt på, om nogen prøvede at rengøre den, inden designet blev godkendt.
Hvis KG79 med vilje var designet til altid at være irriterende at gøre ren, så har nogen gjort et fremragende stykke arbejde.
Sammenlignet med Melitta Molino
Da jeg købte Melitta Molino, blev KG79’s designfejl endnu tydeligere. Jeg købte oprindeligt Melitta som en fornuftigt prissat kværn til kontoret, men endte med at beholde den derhjemme og flytte De’Longhi til kontoret i stedet.
Den mest latterlige forskel er størrelsen. KG79 er faktisk en smule større end Melitta og fylder mere på køkkenbordet, men formår alligevel at have mindre beholdere i begge ender.
De’Longhis bønnebeholder har en opgivet kapacitet på 120 gram mod 200 gram for Melitta. Jeg målte også opsamlingsbeholdernes indvendige rumfang med vand: cirka 350 ml i KG79 mod omkring 400–420 ml i Melitta. Det er rumfang, ikke vægten af den malede kaffe, de kan indeholde.
Den fysisk større kværn har altså plads til færre bønner øverst og mindre malet kaffe nederst. Større maskine, mindre kapacitet i begge ender. For mig er det ganske enkelt dumt design.
Men kapacitet er ikke engang min største indvending. Melittas opsamlingsområde har en enkel, tilgængelig rund flade, jeg bare kan tørre af. Beholderen er meget lettere at vaske og tørre, og knapperne klikker tydeligt uden den rædsomme klistrede belægning. Melitta har 17 formalingsindstillinger mod KG79’s 16, men det ene ekstra trin er ikke grunden til, at jeg foretrækker den. Hele oplevelsen med at bruge og vedligeholde den er bare langt mindre irriterende.
Omtrent det eneste ved KG79, jeg foretrækker, er det tonede låg over bønnerne, fordi det giver lidt beskyttelse mod lys. Plastbeholderne til malet kaffe har derimod vist sig latterligt lette at ridse og ødelægge.
Molino har også sine særheder, som jeg beskriver i en separat anmeldelse. Men dem kan jeg leve med, i stedet for ligefrem at hade at bruge produktet. Jeg har endda overvejet at købe endnu en Molino til kontoret, selv om der allerede står en fungerende KG79. Helt ærligt ville jeg ikke blive særligt ked af det, hvis nogen beskadigede KG79 på kontoret. Så lidt begejstring har jeg tilbage for den.
Konklusion: Ville jeg købe den igen?
Absolut ikke. Og jeg ville heller ikke anbefale den.
Ja, KG79 virker stadig efter mere end ti år. Men jeg har brugt den relativt lidt, i høj grad fordi jeg hader at bruge den. Tag derfor ikke det som en ros af byggekvaliteten eller et bevis på usædvanlig driftssikkerhed. Det kan jeg simpelthen ikke påstå.
Det, jeg har, er derimod års erfaring med plastbeholdere til malet kaffe, der bliver ridsede og revner ved almindelig brug, to knapper der tiltrækker snavs som magneter, en frustrerende upræcis mængdejustering og en beholder og et indvendigt rum, der er langt mere besværlige at rengøre end nødvendigt.
Det er ikke én dramatisk fejl. Det er en samling dårlige designbeslutninger, der har gjort, at jeg virkelig hader at bruge maskinen. At male kaffe er trods alt det mindste, jeg forventer af en kaffekværn.
Melitta Molino har vist mig, at jeg ikke behøver at finde mig i alt dette for at få en elektrisk kværn til en rimelig pris. Hvis du overvejer at købe KG79, er mit råd enkelt: Det ville jeg ikke gøre.
KG79 virker. Det er omtrent det pæneste, jeg kan sige om den. Efter mere end ti år har jeg fået nok af den forbandede ting.